Stjernebesat fransk dilemmafilm:
– Yvan Attals begavede drama er den #MeToo-film, som vi har ventet på, og som burde få flere debattører til at tænke sig om en ekstra gang. I samarbejde med Hundested Kino viser Halsnæs filosoferer Yvan Attals film ”Anklagen” lørdag d. 11. februar kl. 15.00.
Der er en tendens til at udfaldet af spørgsmål om retssikkerhed og feministisk aktivisme i film, bøger og interviews om #MeToo altid er givet på forhånd. Hvis afsenderen er feminist, er alle mænd bare nogle svin, og hvis afsenderen er en kuet mand, er kvinder altid beregnende og ondsindede.
Efterhånden er det, som om al balance er taget ud af debatten. Derfor er Yvan Attals franske film om en ung mand, der anklages for voldtægt, utroligt rettidig og velgørende.
Jean, (Pierre Arditi) er skilt fra sin tidligere hustru Claire (Charlotte Gainsbourg). De er begge berømte. Han har sit eget prisbelønnede tv-program. Hun er forfatter med speciale i feministiske essays og kvindeforkæmpere. Deres fælles søn Alexandre (Ben Attal), som er Gainsbourg og Yvan Attals søn i virkelighedens verden – studerer på Stanford University i USA.
Da Alexandre er hjemme i Paris på ferie, anklages han pludselig for at have voldtaget en ung, jødisk kvinde under en fest, hvor de to ryger hash, drikker, tager coke og ender i et skur sammen.
Har han voldtaget hende?
Men har han voldtaget syttenårige Mila, eller er han i en eller anden forstand gået for vidt, så hun har følt sig krænket nok til at komme med en falsk anklage? Eller ville hun faktisk selv, men fortrød bagefter eller skammede sig, fordi hun er opdraget af en radikaliseret mor? Hvad er sandt i sagen? Hvad er løgn?
Filmen er på en gang dunkel og nærmest dokumentarisk. Attal gør meget for at vise en voldtægtsanklages voldsomme konsekvenser for en mand: brutale anholdelser, ulækre afhøringer, sindssyge konsekvenser i resten af personens liv. Og de er helt uantagelige, hvis man forestiller sig, at manden er uskyldig.
Instruktøren gør lige så meget for at vise, hvordan en kvinde ydmyges og mistros af politiet, manipuleres med og spændes for vognen af feministiske aktivister, køres rundt i manegen af udartede religiøse værdisystemer. Hvis hun vitterlig har været udsat for et overgreb, virker forløbet som endnu en forbrydelse begået imod hende.
Attal bruger skiftende synsvinkler og versioner af historien i en slags kapitler – ”han”, ”hun” og så videre – og da advokaterne skal fremlægge sagen for retten til sidst, trækker han linjerne helt stramt op.
Forskellige virkeligheder
Filmens moralske grundtese formuleres af forsvarsadvokaten, som siger, at der altid kan være flere reelt forskellige oplevelser af den samme begivenhed.
Med en sådan retfærdighedssøgen tænker man, at instruktøren nok aldrig vil vise sit publikum, hvad der egentlig skete i det skur. Og det vil han heller ikke. Eller vil han?
I allersidste scene trækker han tæppet væk under publikum og alle mænd og kvinders fordomme om hinanden. Og med sin uhyre præcise balance har Attal dermed lavet den #MeToo-film, som vi har ventet på, og som burde få flere debattører til at tænke sig om en ekstra gang.
Ved vi overhovedet, hvad vi taler om, når vi skriger i kor om en virkelighed, vi slet ikke kender – og måske aldrig vil kunne kende?
Før filmen vil der være et kort oplæg, som fokuserer på de filosofiske aspekter, og bagefter vil der være mulighed for udveksle reaktioner.
Billet kan bestilles på: https://www.hundestedkino.dk
For yderligere oplysninger, kontakt:
Niels Andersen, niels.andersen@icloud.com, tlf: 6166 0492
Baseret på artikel i Filmmagasinet Ekko